fbpx

To børn i Sverige fundet tilskadekomne efter fald fra højde

To børn er fundet alvorligt tilskadekomne ved en boligblok i Hässelby nordvest for den svenske hovedstad, Stockholm.

Det skriver flere svenske medier.

Politiet bekræfter overfor det svenske nyhedsbureau TT, at børnene mistænkes at være faldet fra et højt sted.

Der er indledt en forundersøgelse om drabsforsøg, og to personer er blevet tilbageholdt.

– Vi kan ikke udelukke, at børnene er blevet udsat for en forbrydelse, siger Helena Boström Thomas, der er pressetalsperson ved Stockholms Politi, til TT.

Mistænkt for at skade børnene

De to børn, der begge er under ti år gamle, er bragt til sygehuset med alvorlige skader.

Politiet blev alarmeret klokken 21.46 søndag af en forbipasserende, som havde fundet børnene.

En tilskadekommen mand på omkring 45 år er blevet fundet i en lejlighed i den boligblok, som børnene blev fundet tæt ved. Det skriver det svenske medie Expressen.

Han mistænkes for at have påført børnene deres skader ifølge mediets oplysninger. Han er ikke tidligere straffet.

Manden mistænkes for at have skadet børnene alvorligt for derefter at have kastet dem ud fra lejligheden ifølge Expressens oplysninger.

Derudover erfarer mediet, at manden er pågrebet og mistænkt for drabsforsøg. En kvinde er også blevet pågrebet.

Tekniske undersøgelser pågår

Helena Boström Thomas siger til Expressen, at der er tale om to voksne personer, der begge har en relation til børnene.

Politiet kan ikke bekræfte oplysningerne om, hvordan hændelsen er foregået.

Expressen skrev også sent søndag aften, at der skulle udføres en teknisk undersøgelse på stedet i løbet af aftenen. Derudover ville der ligeledes blive banket på døre i området og snakket med potentielle vidner.

Et meget stort område omkring det mistænkte gerningssted er afspærret, skrev den svenske avis Aftonbladet sent søndag aften.