fbpx

Sygeplejersker afviser statsministerens bøn: – Lev med det

Først var de coronakrisens store helte.

Men da de bad om mere i løn, fik de et lovindgreb og en komité i stedet.

Hvis politikerne ikke tilføjer flere ressourcer nu, brænder sundhedsvæsenet ned til vinter

Luca Pristed, sygeplejerske på Bispebjerg Hospital

Mandag aften rettede statsminister Mette Frederiksen (S) så en appel direkte fra statsministeriets spejlsal til sygeplejerskerne på hospitalsgangene.

– Jeg beder jer om, at I yder ikke bare en indsats, for det gør I fuldt ud allerede, men også en ekstra indsats, sagde hun.

Men den bøn preller af på sygeplejerske Luca Pristed.

– Jeg blev rasende, da jeg hørte det. Det er at have så lidt respekt for det arbejde, vi har lagt de sidste to år. Det viser en manglende forståelse for, hvad sundhedsvæsenet kæmper med lige nu, siger han.

Luca Pristed arbejder til daglig på Bispebjerg Hospital og har tidligere markeret sig i debatten om sygeplejerskers løn- og arbejdsvilkår. Derudover har han været med til at arrangere de overenskomststridige arbejdsnedlæggelser, der har plaget landets hospitaler, siden et regeringsindgreb lukkede ned for den 10 uger lange strejke, som sygeplejerskerne gennemførte i sommeren 2021.

Regeringsindgrebet dikterede en lønstigning til sygeplejersker på 5,02 procent over tre år, samt at der blev nedsat en lønkomité, der skal kulegrave sygeplejerskernes løn.

– Lev med det

Den seneste tid er coronasmitten i samfundet steget markant, og det samme er antallet af indlæggelser. Desuden gjorde Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm det på selvsamme pressemøde klart, at man forventer, at antallet af smittede, indlagte og døde vil stige yderligere den kommende tid, hvilket vil lægge et hårdt pres på sundhedsvæsenet.

Det var en kontant påmindelse om, at selvom samfundet er åbent, er Danmark endnu ikke ude af coronakrisen.

Alligevel mener Luca Pristed, at det er den rette tid at kræve lønforhøjelser på.

– I sommer så det bedre og roligere ud. Vi havde overenskomstforhandlinger, men fik vi at vide, at tiden ikke var til lønkrav. Det forslag til en overenskomst, vi stemte nej til to gange, blev ophøjet til lov, men det ændrer ikke på, at ressourcerne stadig mangler, siger han.

Han mener ganske enkelt ikke, at det er sygeplejerskernes ansvar, at sygehusvæsenet kører rundt. Det er politikernes ansvar.

– Hvis politikerne ikke tilføjer flere ressourcer nu, brænder sundhedsvæsenet ned til vinter. Der er ingen sygeplejersker i Danmark, der har tænkt sig at arbejde ekstra, nu når vi har set, hvordan vi blev belønnet sidste gang, vi gjorde det, siger han.

Stygt!

Peder Hvelplund, sundhedsordfører hos Enhedslisten

På sociale medier har flere sygeplejersker gjort opmærksom på uoverensstemmelsen mellem den betydning, som statsministeren tillægger sundhedsvæsenet i sine taler, og den store mangel på ressourcer, som sundhedspersonalet oplever ude på hospitalsgangene.

Og som modsvar bruger flere af dem en frase, som statsministeren selv fyrede af i en helt anden kontekst onsdag i sidste uge:

– Lev med det, skriver flere utilfredse sygeplejersker.

Udnytter sygeplejerskerne krisen?

Luca Pristed mener ganske enkelt, at politikerne har set en stor krise komme lige imod dem – uden at gøre noget.

– Hvis du har en kiosk, og du ved, at du ser ind i en helt vildt travl dag, sætter du jo også nogle flere medarbejdere til at passe den. Politikerne vidste, at der kom en hård bølge igen, men de nægtede at tilføre flere ressourcer, og det kan vi ikke acceptere, siger han.

I har fået en lønstrukturkomité, som netop skal kigge på, hvad det reelle løngab er, og hvad man kan gøre ved det. Hvorfor står I så stejlt på en snuptagsløsning her og nu midt i en krise?

– Det er en syltekrukke. Det er politikernes foretrukne løsning, når et problem skal udskydes. De har ikke lovet at efterleve den her kommissions anbefaling, og der er tidligere lavet lønstrukturkomitéer, som der ikke er kommet noget ud af.

Man kan vel godt mene, at sygeplejersker får for lidt i løn, og at kampen er vigtig at tage, samtidigt med, at man mener, at tiden bare ikke er inde til det lige nu?

– Jeg tror ikke, der er en forventning om, at vi nogensinde får, hvad vi vil have, hvis ikke vi sætter foden ned nu. Vi ved, at vi er en vigtig ressource, det har vi set gennem hele krisen, og hvis vi ikke bliver belønnet for vores arbejde, når vigtigheden er allermest tydelig, tror ingen på, at den nogensinde kommer.

Bruger I den her krise til at forsøge at tvinge jeres lønkrav igennem?

– Det må man vende og dreje, som man vil, men vi råbte også op om det her i sommer, da der ikke var nogen akut krise. Vi står fast, for nu må politikerne fandeme høre efter.

Tiden og timingen betyder ikke det store for Luca Pristed. Det er mest bare et udtryk for frustration, og at nu kan det være nok.

– Jeg havde ikke regnet med, at vi skulle fortsætte arbejdsnedlæggelser på landets sygehus. Indtil i går, hvor det stod klart, at hun ikke har nogen forståelse for, hvad der foregår, siger han.

Statsministeren vil ikke provokere

Umiddelbart efter pressemødet mandag afviste Dansk Sygeplejeråd, at sygeplejerskerne havde mere at give af.

Da statsministeren kom med sin bøn til sundhedspersonalet, var særligt regeringens eget støtteparti Enhedslisten hurtige til at melde deres utilfredshed ud. Politisk ordfører Mai Villadsen luftede sin utilfredshed på Facebook, mens partiets sundhedsordfører Peder Hvelplund på Twitter kaldte det for “vildt provokerende”.

– Statsministeren appellerer til, at sygeplejersker og andet sundheds- og plejepersonale skal give den en ekstra skalle! Hvad med at honorere deres indsats med en anstændig løn!! I har selv smadret kapaciteten gennem jeres uanstændige indgreb! Stygt!, skriver han.

Efter en spørgetime i Folketingssalen tirsdag eftermiddag forklarede statsministeren, at hun ikke havde til hensigt at træde sygeplejerskerne over tæerne.

– Jeg har ikke noget ønske om at provokere vores sundhedspersonale, som vi er dybt afhængige af, og som har ydet en stor indsats, sagde Mette Frederiksen.

Herefter gentager hun sin appel til sygeplejerskerne med den samme påmindelse hun kom med på pressemødet mandag.

– Vi kan forvente en vinter, som kan blive rigtig hård for sundhedspersonalet og patienterne, siger Mette Frederiksen.