fbpx

Stort antal valgplakater revet ned i Kolding

Lørdag blev der givet grønt lyst til, at politikerne måtte hænge valgplakater op i bybilledet frem mod kommunal- og regionsrådsvalget, og under et døgn senere er et stort antal af dem blevet revet ned igen i Kolding.

Hærværket er sket på Slotssøvej i det centrale Kolding. Det er uvist, hvornår valgplakaterne er revet ned, men det formodes at være sket natten mellem lørdag og søndag.

Gerningspersonen eller -personerne er ikke gået efter et bestemt parti eller en bestemt kandidat, men har tilsyneladende revet ned, hvad der kunne nås med hænderne. For de nedrevne plakater er med kandidater fra blandt andet Socialdemokratiet, Venstre og Liberal Alliance.

Da TV SYD søndag formiddag var forbi stedet, gik det socialdemokratiske byrådsmedlem Hamlaoui Bahloul rundt for at samle plakaterne sammen. De lå både i buske, på cykelstier og på kørebanen.

Sydøstjyllands Politi oplyser til TV SYD, at det ikke har fået en anmeldelse om hærværket.