fbpx

Rapport: Hjemvendte syrere bortføres og tortureres

Syriske flygtninge, som er vendt tilbage til deres krigshærgede land, er angiveligt blevet udsat for tortur, vilkårlige anholdelser og drab.

Det konkluderer organisationen Human Rights Watch (HRW) onsdag.

En ny rapport med titlen ‘Vores liv er som døden: Syriske flygtninge vender hjem fra Libanon og Jordan’ fortæller om “grove overgreb” begået af regeringsstyrker mod 65 hjemvendte syrere og deres familiemedlemmer mellem 2017 og 2021.

Bortførelser og seksuel vold

Blandt de 65 hjemvendte syrere blev 21 udsat for vilkårlige tilbageholdelser og anholdelser, 13 sagde, at de blev tortureret, og fem blev dræbt, viser rapporten.

Derudover er der beretninger om 17 forsvindinger, tre bortførelser samt et tilfælde af påstået seksuel vold.

– De rystende fortællinger om tortur, ufrivillig forsvinden og misbrug, som flygtninge, der er vendt tilbage til Syrien, udsættes for, bør gøre det klart, at Syrien ikke er sikkert for tilbagesendelser, udtaler Nadia Hardman, der forsker i flygtninge og migranters rettigheder på vegne af HRW.

Mod international lovgivning

Særligt flygtninge i Libanon og Jordan har været under et stigende pres – både direkte og indirekte – for at vende tilbage til Syrien.

Og det er ifølge HRW i strid med princippet om “non-refoulement”.

Princippet tilsiger, at asylansøgere ifølge international lovgivning ikke må sendes tilbage til et land, hvor de risikerer forfølgelse eller at komme i livsfare.

Stigende dødstal

I september oplyste FN, at antallet af identificerede personer, som er blevet dræbt i den syriske konflikt, er steget til 350.209. I samme ombæring advarede organisationen om, at det reelle tal kan være langt højere.

HRW, der er baseret i New York, kritiserer Libanon for at have en “aggressiv dagsorden for tilbagesendelser”.

Situationen for syriske flygtninge i Libanon er blevet kraftigt forværret som følge af den økonomiske krise i landet. Således lever 90 procent af de syriske flygtninge i Libanon i ekstrem fattigdom, oplyser HRW.