fbpx

Politiet udelukker intet i sagen om Lars Vilks’ død

Søndag eftermiddag omkom den svenske kunstner Lars Vilks og to politibetjente i en trafikulykke.

De tre var sammen i en bil, da de endte i den modsatte kørebane, hvor de kolliderede frontalt med en lastbil.

Politiet ved fortsat ikke, hvordan eller hvorfor bilen endte i den modsatte kørebane, men i øjeblikket udelukker de intet, slog Carina Persson, chef i Polisen Region Syd, og Stefan Sinteus, chef i Polisen Udredningsenheden, fast med alvorstunge miner på pressemødet.

Man arbejder dog med en teori om, at et dæk skulle være eksploderet.

– Vi har fundet dækrester, så vi kigger på muligheden for, at der har været en dækeksplosion eller lignende, sagde Stefan Sinteus.

Der er fortsat intet tegn på, at der skulle være tale om et attentat, slog han imidlertid fast.

Lars Vilks har været under politibeskyttelse i mange år, blandt andet fordi han i 2007 fik udgivet en tegning af de muslimske profet Muhammed.

Politiet sagde dog på pressemødet, at der ikke var noget nyt trusselsniveau, som lå ud over den normale trussel mod Lars Vilks.

De to politibetjente havde ifølge politiet fungeret som livvagter for Lars Vilks gennem flere år.

Mandag klokken 12 holder politistationer i hele Sverige et minuts stilhed, ligesom der flages på halvt udenfor alle stationer, sagde Carina Persson på pressemødet.