fbpx

Pludselig forsvandt vejen under tonstung lastbil

To renovationsmedarbejdere fra Holbæk Kommune fik sig i den årle morgenstund en overraskelse. For på vej ned gennem Nygade i Holbæk forsvandt vejen pludselig under dem.

Det fortæller Arne Juul Vestergaard, der er teamleder af Drift og Vedligehold i Holbæk Kommune, som via en kollega fik en rystet medarbejder i røret klokken lidt over syv.

– Meldingen var i første omgang et sprunget vandrør, fortæller han.

Men snart skulle det vise sig, at det sprungne vandrør havde forvoldt langt mere skade.

For det rindende vand i undergrunden har gennem et ukendt stykke tid fjernet store mængder af materiale under Nygades chaussesten.

– Når vand først begynder at løbe, finder det udveje, og når det finder udveje, tager det materialer med sig, forklarer Arne Juul Vestergaard og tilføjer:

– Og når man lander med en 20-25 tons oven på sådan en udvaskning, så sker der ting og sager.

Ingen kom til skade, og chaufføren kunne selv køre fri af hullet. En ting er dog sikkert, lyder det fra teamlederen:

– De husker dagen i dag.

Med lastbilen fri kunne skaden gøres op og her skulle et i alt seks kvadratmeter stort hul vise sig midt i Nygade. Mandag formiddag var man allerede i gang med at fylde hullet op på ny. Der vil dog gå en uges tid, før vejen igen er som før.