fbpx

Pædagoger og socialrådgivere skal passe syge, så længe der er mangel på sygeplejersker

Den akutte mangel på sygeplejersker betyder nu, at der ansættes pædagoger, fysioterapeuter og socialrådgivere på flere af landets sygehuse, som skal varetage nogle af sygeplejerskernes arbejdsopgaver.

Det fremgår af planer fra landets to største regioner, Region Midtjylland og Region Hovedstaden, skriver Berlingske.

Begge regioner oplever et stort pres på deres sygehuse som følge af et stigende antal coronapatienter, mange ubesatte stillinger og frustrationer blandt sygeplejersker, der nægter at arbejde over i kølvandet på sommerens strejke.

Derfor skal andre faggrupper tage sig af såkaldte ”patientnære opgaver”.

– Der er nogle opgaver, der løses af sygeplejersker, som godt kan løses af andre faggrupper, siger Henrik Gottlieb Hansen (S), formanden for hospitalsudvalget i Region Midtjylland.

Blandt andet skal farmakonomer hjælpe med medicin, mens ergoterapeuter og fysioterapeuter kan hjælpe patienter ud af sengen og følge dem på toilettet.

Det er sket før

Og selvom det kan lyde som et nybrud, at pædagoger og socialrådgivere skal arbejde på hospitaler, er det ikke nyt, at andre faggrupper overtager sygeplejerskers arbejdsopgaver.

Op mod finanskrisen gik portører blandt andet ind og blev operationsassistenter, fordi der var mangel på sygeplejersker.

– Der er nogle arbejdsopgaver, hvor det ikke er nødvendigt, det er uddannede sygeplejersker. Tanken er ikke at ansætte en portør til at lave hjertekirurgi. Der vil være nogle arbejdsopgaver, hvor det det ikke kræver de specifikke kompetencer, siger Jakob Kjellberg, der er professor i sundhedsøkonomi ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (Vive).

Han vurderer derfor ikke, at det er problematisk at ansætte andre faggrupper, så længe der er mangel på sygeplejersker.

Sygeplejersker på vagt over for udvikling

Blandt sygeplejerskerne er man dog på vagt over for udviklingen med at lade andre faggrupper overtage deres job.

– Forudsætningen er, at der sikres en fagligt begrundet arbejdsdeling, så patientsikkerheden er i orden. Der er mangel på kvalificerede sundhedsfaglige medarbejdere i sundhedsvæsenet, men sygeplejerskers kerneopgave skal udføres af sygeplejersker, som kan observere den enkelte patient og handle på det, de ser, siger Kristina Robins, kredsformand for sygeplejerskerne i Region Hovedstaden, til Berlingske.

Alligevel forudser sundhedsøkonom Jakob Kjellberg, at løsningen med andre faggrupper på sygehusene vil vare i mange år endnu.

– Med den demografi og de bosætningsmønstre, folk har, vil mange sygehuse blive presset endnu mere, og det er meget tænkeligt, at det er en løsning, som vil vare 10-20 år ud i fremtiden, siger han.

Ulempen ved løsningen er dog, at det vil skabe mindre fleksibilitet.

– Det er rigtig godt at have sygeplejere i organisationen, for de har en bred viden, og dem kan du flytte rundt, når der er behov for det. Andre faggrupper har en smallere viden og er for eksempel ikke trænet i sårpleje, siger Jakob Kjellberg.