fbpx

Iværksættere vil have dig til at spise insekter, og de ved hvordan

Chokolade, proteinbarer og hakkekød lyder formentlig som noget, du kender.

Men hvis produkterne består af insektpulver, er det måske en anden historie.

Iværksætterne Jessica Buhl-Nielsen og Malena Sigurgeirsdottir fra Østerbro i København har startet virksomheden Hey Planet, og deres mission er at udbrede det, de kalder “insektkød”, blandt danskerne.

Deres nyeste produkt består eksempelvis af 40 procent buffalobille, selvom det ligner hakket oksekød. For det er ifølge dem både godt for klimaet og sundt.

– De har et højt indhold af jern, B12, calcium, magnesium og fibre, siger Jessica til TV 2 LORRY.

– Og hvis man spiser 1 kilo hakket dansk oksekød, så udleder det 32,5 kilo drivhusgasser, mens 1 kilo af vores hakkede insektkød udleder 0,86 kilo drivhusgasser.

Det skal ikke ligne insekter

De to kvinder har førhen prøvet at sælge hele larver, men de oplevede, at det skræmte folk væk.

Deres erfaring er, at vi i høj grad spiser med øjnene. Derfor er de nu gået væk fra, at man skal kunne se og mærke insekterne i deres produkter.

– Vi har prøvet at lave noget, som kan integreres i hverdagen på en mere almindelig måde, uden at det skal være så insektagtigt, udfordrende og grænseoverskridende, for det behøver det ikke at være, siger Jessica Buhl-Nielsen.

Hun kan godt forstå, at det kan virke grænseoverskridende, at spise noget med insekter i. Det syntes hun også selv, første gang hun fik en larverisotto.

Men det smagte ifølge hende “helt vildt godt”, og det fik de to iværksættere til at ville introducere insekterne på en mere indbydende måde:

– Vi drømmer om, at når man går på restaurant eller ned til sin kantine, så er det helt almindeligt, at man kan få en spaghetti med kødboller, som er lavet med kød fra Hey Planet, siger Jessica Buhl-Nielsen.

Udsolgt på én time

Der har blandt andet været prøvesmagning af produktet på den mexicanske restaurant La Neta på Vesterbro.

Her var det mexicanske spisested, der er ejet af ølbryggeren Mikkeller, gået med til at købe ti kilo insektkød for at teste det i deres quesadillas.

Og flere af gæsterne var ret begejstrede:

– Jeg synes, det smagte af normalt kød. Der var virkelig kødumami i smagen, sagde en besøgende til TV 2 LORRY.

En anden gæst var helt enig:

– Jeg ville sagtens kunne lave en bolognese ud af det her og servere det for nogen uden at sige det til dem, sagde han.

Jessica Buhl-Nielsen og Malene Sigurgeirsdottirs plan er, at insektkødet lander i supermarkedet inden for et år, men det er helt bevidst, at de venter lidt endnu:

– Pointen med at servere vores kød på forskellige restauranter først er, at vi gerne vil have en blåstempling af vores kød, inden vi sender det ud i supermarkedet. Vi vil gerne have, at folk har stødt på det her billekød i catering og kantiner i forskellige virksomheder, så når folk endelig møder det i supermarkedet, så bliver det købt, siger Malena Sigurgeirsdottir til TV 2 LORRY.