fbpx

Flere ulykker med rådyr på motorveje

For anden gang i løbet af et døgn har et rådyr på motorvejen forårsaget en ulykke.

Lørdag morgen kolliderede en bil med et rådyr på Sydmotorvejen ved Tappernøje, og søndag morgen gik det galt på Vestmotorvejen.

Her forsøgte chaufføren af en varevogn at undvige et rådyr, der ifølge politiets oplysninger havde bevæget sig ud på vejen.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi modtog meldingen klokken 5.48.

Manøvren fik imidlertid bilen til at vælte. Ingen kom noget til, og de materielle skader betegnes ifølge politiet som “ringe”.

– Motorvejen var efterfølgende spærret i en kortere periode, oplyser vagtchef Kent Edvardsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV 2 Øst.

Sæson for påkørsler

Det er Slagelse Brand og Redning i Sorø, der rykker ud til færdselsuheld på denne del af Vestmotorvejen. Her fortæller indsatsleder John Jensen, at det er anden gang på få dage, at der sker uheld præcis her som følge af rådyr på motorvejen selvsamme sted.

– Vi havde også et forleden nat, torsdag. Det var en personbil, der ramte et rådyr, siger han og peger på, at det netop nu gælder om at være særligt agtpågivende.

– Det er lige her i forår og efterår, hvor det bliver lyst og mørkt, at det sker rimelig hyppigt, at de krydser motorvejen.

Ifølge Naturstyrelsen har man som bilist pligt til at kontakte Dyrenes Vagtcentral på telefon 1812 med oplysninger om, hvor man befinder sig, ligesom man med fordel kan markere stedet, hvor ulykken er sket. Eksempelvis med en klud.

– Gå aldrig hen til et såret dyr. Hvis dyret har kræfter til at rejse sig, vil det gøre det af sig selv. Større, sårede dyr kan være farlige, lyder opfordringen videre.

Stigning i antallet af påkørsler af vildt på vejene i netop disse uger skyldes, at dagene nu bliver kortere og mørkere.

Michael Carlsen, biolog og projektleder hos Dyrenes Beskyttelse, har således tidligere på måneden givet en række råd til, hvordan man undgår ulykker:

– Om efteråret er der mange flere hjorte, der kommer galt afsted i trafikken. Vi kan ikke ændre på hjortenes adfærd, men til gengæld kan vi prøve at guide bilisterne til at undgå mange ulykker. Hvis de satte farten ned på bestemte strækninger og tidspunkter, ville det føre til færre uheld.