fbpx

Fire såret i skoleskyderi i Texas

To mennesker er blevet såret af skud og to andre kommet til skade på anden vis i forbindelse med et skyderi på en gymnasieskole i den amerikanske delstat Texas.

En 18-årig elev på skolen kom i slåskamp med nogle andre og hev et våben frem, som han affyrede, siger politiet i byen Arlington.

Onsdag aften dansk tid lyder det fra politiet, at den 18-årige er blevet anholdt.

Eleven flygtede fra stedet efter skyderiet, men meldte sig siden til politiet, der havde indledt en større eftersøgning efter ham.

– Det er ikke en tilfældig voldsepisode, siger Kevin Kolbye, der er vicepolitichef i byen.

– En elev røg ud i en slåskamp og trak et våben.

Han tilføjer, at der blev affyret to eller tre skud i alt.

Gravid slap med skrammer

Tre mennesker er bragt til hospitalet. Af dem er to blevet såret af skud.

Medier i Dallas-området, hvor skolen ligger, skriver, at en 15-årig dreng er i kritisk tilstand. De to andre er ikke alvorligt såret.

En fjerde person, som er en gravid kvinde, slap med mindre skrammer. Hun fik hjælp på stedet, men skulle ikke på skadestuen.

Tv-billeder viser et stort politiopbud ved skolen, der blev lukket efter skyderiet.

Lange rækker af gule skolebusser holder klar til at evakuere eleverne.

Der er omkring 1900 elever på skolen Timberview High School.