fbpx

Fertilitetsklinik byttede om på to pars befrugtede æg: – Vores barn blev givet til nogle andre

En fertilitetsklinik har ved en fejl forbyttet to kvinders befrugtede æg i Californien.

Det skriver blandt andet det amerikanske medie USA Today og CBS News.

Allerede ved fødslen havde Daphna Cardinale og hendes mand Alexander en fornemmelse af, at noget var helt galt. Det fortæller Alexander Cardinale:

– Jeg havde en underlig mavefornemmelse, lige da hun blev født. Det var ikke noget logisk, mere en slags instinkt, siger han til CBS News.

Parret valgte dog at stole på lægernes arbejde og var desuden smaskforelskede i deres lille baby. To måneder senere skulle en dna-test dog vise, at det barn, som Daphna Cardinale havde født, ikke var deres.

Barnet tilhørte i stedet en anden familie, som til gengæld havde fået familien Cardinales baby.

– Jeg fik aldrig muligheden for at skabe et bånd til mit barn

Familien Cardinale fortæller ifølge nyhedsbureauet AP, at hele processen siden da har været et mareridt.

Moren Daphna Cardinale føler sig blandt andet snydt for at kunne binde sig til sit eget genetiske barn, fortæller hun:

– Jeg blev så overvældet af frygt, forråd og hjertesorg. Jeg blev frarøvet muligheden for at bære mit eget barn, og jeg fik aldrig muligheden for at skabe et bånd med hende gennem graviditeten. Fik aldrig muligheden for at mærke hende sparke.

Efter dna-testene valgte parrene at bytte børn. Men nu står Daphna Cardinale og hendes mand tilbage med en vrede over, at de nu har bundet sig til et barn, de måtte give fra sig igen:

– Mine minder om fødslen vil altid være skæmmet af den syge realitet, at vores biologiske barn blev givet til nogle andre. Og det barn, jeg bragte til verden, måtte jeg ikke beholde, siger moren.

Opfordrer til at stille spørgsmål

Familien Cardinale har nu valgt at sagsøge den fertilitetsklinik, som lavede den fejlagtige ombytning, for fejlbehandling og uagtsomhed.

Ifølge søgsmålet mener klinikken, at ombytningen formentlig er sket, da biopsier fra kvinderne blev sendt ind til et eksternt laboratorium for genetiske tests.

Foruden at sagsøge klinikken håber familien Cardinale at gøre andre i fertilitetsbehandling opmærksomme på, at fejltagelserne kan ske. Derfor opfordrer de til at stille spørgsmål, hvis der er noget, man er usikker på:

– Vi kan ikke lægge os til at sove trygt om natten, velvidende at det her sker, uden nogen taler om det, siger Alexander Cardinale.

Også det andet par, som ønsker at forblive anonyme, har tænkt sig at sagsøge klinikken, lyder det.