fbpx

Et “markant og alvorligt” skridt at smide dansk ambassadør ud af Tyrkiet, mener ekspert

Den danske ambassadør i Tyrkiet er sammen med ni andre ambassadører stemplet som persona non grata af landets præsident, Recep Tayyip Erdogan.

Stemplingen som uønsket kommer, efter at de ti ambassadører i sidste uge opfordrede Tyrkiet til at løslade aktivisten Osman Kavala.

Erdogan er ekspert i at lave noget larm, når han er presset

TV 2-korrespondent Benjamin Kürstein

I princippet betyder Erdogans udmelding, at den danske ambassadør som person ikke er velkommen i Tyrkiet.

Derfor vil Danmark formentlig sende en ny ambassadør til landet, og så fortsætter de diplomatiske forbindelser. Det siger lektor ved Saxo-Instituttet på Københavns Universitet, Mogens Pelt, til TV 2.

– Hvis det var et voldsommere forløb, ville næste skridt være at afbryde de diplomatiske forbindelser. Næste skridt igen vil så være krig. Det er ikke der, vi er, siger Mogens Pelt, som kalder præsident Erdogans skridt for “markant og alvorligt”.

Erdogan ser Tyrkiet som stormagt

Ifølge Mogens Pelt er der to grundlæggende forklaringer på, hvorfor den tyrkiske præsident rasler så voldsomt med sablen over for det internationale samfund.

For det første har Erdogan et billede af Tyrkiet, der efterhånden står mere og mere klart: Nemlig at landet bør være en stormagt.

– Du hører for eksempel Erdogan bruge udtrykket “Verden er større end fem”. Det betyder reelt, at han mener, at verden er større end de fem permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet. Og at Tyrkiet bør være en stormagt, siger Morgens Pelt til TV 2.

En anden vigtig forklaring er, at Erdogan ikke er lydhør over for international kritik, når det kommer til indenrigspolitik.

– Ambassadørerne har rettet en kritik mod interne forhold i Tyrkiet, fordi det er et brud med principper som menneskerettigheder, retsstat og ytringsfrihed. De principper mener man, at tyrkerne bør dele med os, fordi de er i en optagelsesproces med EU, siger Mogens Pelt.

Ekspert i at lave larm

Præsident Erdogan bruger ikke kun konflikten omkring de ti landes ambassadører til at presse det internationale samfund. Han sender i høj grad også et indenrigspolitisk signal til den tyrkiske befolkning. Det vurderer TV 2s korrespondent Benjamin Kürstein.

– Erdogan er historisk presset. For første gang i mange år ligner det, at der er en opposition, der er ved at samle sig om et projekt mod præsidenten. Landets økonomi er fuldstændig vingeskudt, og det bliver svært for tyrkerne at vende skuden, siger Benjamin Kürstein.

– Og så er Erdogan ekspert i at lave noget larm, når han er presset. Derfor rasler han med sablen og lufter tanken om en ny aktion i Syrien. Oven i det kommer så det her med de vestlige ambassadører, som måske skal smides på porten.

Kofod har ikke modtaget henvendelse

Erklæringen fra de ti ambassadører om at løslade aktivisten Osman Kavala blev afleveret mandag. I en tale lørdag gjorde Erdogan det så klart, at de ti ambassadører er uønskede i Tyrkiet.

– Jeg har givet den nødvendige ordre til vores udenrigsminister og meddelt, hvad der skal gøres. Disse ti ambassadører skal erklæres persona non grata med det samme. Det skal ordnes straks, lød det fra præsidenten.

Foruden den danske ambassadør, Danny Annan, kommer de andre ambassadører fra Norge, Sverige, Finland, Tyskland, Frankrig, Holland, USA, Canada og New Zealand.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) skriver i et svar til TV 2, at Udenrigsministeriet ikke har modtaget en officiel henvendelse om en “såkaldt persona non grata-status”.

– Jeg kan dog oplyse, at vi er i tæt kontakt med vores venner og allierede om sagen, og vi vil fortsat stå vagt om vores fælles værdier og principper, som også er udtrykt i fælleserklæringen, lyder det fra Jeppe Kofod.