fbpx

Er det her postbuddets værste skræk?: “Hvem pokker har fundet på det her?”

Man kan ikke beskylde bygherren i den nye bydel Frederiksbro i Hillerød for at være særlig kreativ anlagt.

I hvert fald ikke når det kommer til vejnavne. I Hillerød trækker man på smilebåndet over de vejnavne, der er dukket op i den nye bydel.

Hvem pokker har fundet på det her?

Jonas Bak Pillipson, Hillerød

Det lader nemlig til, at kreativiteten ikke rækker længere end til noget med blåbær.

For postbuddet gælder det i hvert fald om at holde tungen lige i munden, når de støder på nedenstående skilt, som Hillerød-borgeren Jonas Bak Pillipson har delt i facebook-gruppen “Hillerød skal være en hyggelig by”.

(Artiklen fortsætter under billedet)

– Hvordan kan man ikke tænke over, at det er svært at finde rundt i? Det er ikke ordet blåbær i sig selv, det lyder hyggeligt, men man tænker lidt, hvem pokker har fundet på det her, undrer Jonas Bak Pillipson sig over.

Godkendt af kommunen

Det er Hillerød Kommune, der har godkendt skiltningen. Nærmere bestemt Arkitektur, Byplan og Trafikudvalget. Det skete allerede for lidt over to år siden, da navnene blev godkendt på et møde 6. juni.

Vi lægger i udvalget stor vægt på, hvad bygherre ønsker

Dan Riise (V), formand for Arkitektur, Byplan og Trafikudvalget, Hillerød Kommune

I referatet fra mødet fremgår det, at det er bygherren, der er kommet med forslagene til vejnavnene i den nye bydel. Generelt har vejene fået navne efter buske, men lige blåbærbusken har fået ekstra kærlighed.

– Man kan grine meget af det, men vi lægger i udvalget stor vægt på, hvad bygherre ønsker. Det har vi også gjort her, forklarer formand for Arkitektur, Byplan og Trafikudvalget i Hillerød Kommune, Dan Riise (V), til TV 2 Lorry.

Politikerne i udvalget forestillede selv, at vejnavnene skulle tage udgangspunkt i et mere kongeligt og royalt tema i og med at Frederiksborg Slot ikke ligger langt derfra.

Men sådan skulle det ikke gå.

Bygherren er det velrenommerede ejendomsselskab M. Goldschmidt Ejendomme A/S, som ejes af en af Danmarks allerrigeste mænd Mikael Goldschmidt.

I et referat fra mødet i Arkitektur, Byplan og Trafikudvalget tilbage i maj 2019 fremgår det, at “bygherre har været af den tro, at vejnavnene var endelige, da de figurerer på planer i forskellige illustrationer.”

TV 2 Lorry har forsøgt at få en kommentar fra M. Goldschmidt Ejendomme A/S for at få uddybet deres forslag til vejnavne, men det har ikke været muligt for dem at stille op til interview tirsdag.

“Kan godt se, det ser komisk ud”

Flere af de 199 kommentarer, der var kommet på Jonas Bak Pillipsons opslag gør sig i hvert fald muntre på valget af vejnavnene.

Vi har ikke set for os, at der skulle komme et skilt, hvor alle blåbærnavnene står sammen

Dan Riise (V), formand for Arkitektur, Byplan og Trafikudvalget, Hillerød Kommune

På Rådhuset kan Dan Riise også godt grine af de snært beslægtede vejnavne. Og da beslutningen om at godkende vejnavnene blev truffet, havde han da heller ikke lige set udformningen af vejskiltet for sig.

– Vi har ikke set for os, at der skulle komme et skilt, hvor alle blåbærnavnene står sammen. Det, kan jeg godt se, ser komisk ud.

– Hvis vi havde den viden nu, som vi har efter at have set skiltene for to minutter siden, så er jeg ret sikker på, at vi ville have spurgt efter andre muligheder, som de kunne ønske sig i det her kvarter, siger Dan Riise til TV 2 Lorry.

Jonas Bak Pillipson undrer sig til gengæld over, at der ikke var en, der stak en finger i vejret, og spurgte om det her nu også var den rigtige løsning.

– Jeg må ærligt tilstå, at når jeg ser ting, jeg føler, der er fjollet, som for eksempel det her skilt, så tænder det en undren i mig over, hvordan der er nogen, der kan sidde og godkende det her, siger han og uddyber:

– Hvordan kan man sidde med noget byplanlægning og så ikke have med i overvejelserne, at det måske også kan skabe forvirring, at man kalder nogle gader nærmest præcis det samme?

Vejnavnene tages op i udvalget

Én ting er borgernes undren over, at man ikke er mere kreativ, når man skal finde på vejnavne. En anden ting er, når man som borger skal have hjælp fra brand- eller redningsvæsen.

Jeg kan bedre leve med, at der er en pizzamand, der kører forkert, end at en ambulance gør

Dan Riise (V), formand for Arkitektur, Byplan og Trafikudvalget, Hillerød Kommune

Umiddelbart skal man dog ikke være bekymret for, om brandbilerne og ambulancerne kan finde ud af, om man nu ringer fra Blåbærleddet, Blåbærvænget, Blåbærstrædet eller Blåbærvej.

Både Hovedstadens Beredskab og Frederiksborg Brand & Redning oplyser til TV 2 Lorry, at deres GPS-systemer er ret velfungerende og ret præcist viser dem frem til den angivne adresse.

Begge erkender dog, at der kan opstå forvirring hos den borger, der ringer ind til alarmcentralen. Når vejnavnene lægger sig så tæt op af hinanden, så kan det være et problem for børn eller personer, der ikke har dansk som førstesprog, at adskille gaderne i “blåbærkvarteret” fra hinanden.

– Jeg kan bedre leve med, at der er en pizzamand, der kører forkert, end at en ambulance gør. Det kommer til at betyde noget for, hvad jeg gør. Vi skal selvfølgelig undgå, at der kan opstå farlige situationer, siger formand for Arkitektur, Byplan og Trafikudvalget, Dan Riise (V), til TV 2 Lorry.

Han vil nu tage sagen op i sit udvalg, hvor det skal vurderes, om der skal kigges en ekstra gang på vejnavnene. Hvis det er den gængse holdning, så vil han tage sagen videre til sin forvaltning.

– Hvis vi beslutter at ændre navnene, så vil vi høre bygherre en gang til, om de stadig synes, det er de rigtige vejnavne, slutter Dan Riise.