Dommer vil beholde catalansk separatistleder på Sardinien

En dommer i Italien har fredag besluttet at sætte den catalanske separatistleder Carles Puigdemont på fri fod. Han blev torsdag anholdt på den italienske ø Sardinien.

Det oplyser Puigdemonts advokat i Italien, Agostinangelo Marras, til nyhedsbureauet AFP.

Helt fri er Puigdemont dog ikke. Dommer Plinia Azzena har givet ham ordre om at blive på Sardinien. Det siger advokaten.

Det skal afklares, om den catalanske separatistleder skal udleveres til retsforfølgelse i Spanien.

Har levet i eksil siden 2019

Puigdemont blev anholdt af italiensk politi, da han torsdag ankom til lufthavnen i Alghero på den italienske ø.

Men anklagemyndigheden mener ikke, at det er nødvendigt at beholde ham i fængsel eller sætte ham i husarrest.

Puigdemont må ikke forlade Sardinien, indtil en domstol afgør, om han skal sendes til Spanien.

Han var rejst til Sardinien fra Bruxelles i Belgien i sin egenskab af medlem af Europa-Parlamentet. Det oplyste hans advokat, Gonzalo Boye, sent torsdag.

Puigdemont har i de seneste år levet i selvvalgt eksil i Belgien, efter at Spanien udsendte en arrestordre på ham i oktober 2019.

– Vi fejrer, at Puigdemont bliver løsladt, men vi fordømmer den retlige forfølgelse, der har tvunget ham til at leve i eksil i fire år. Vi kræver total frihed for Puigdemont og for alle anklager. Det skriver Cataloniens regionale regeringsleder, Pere Aragones, fredag på Twitter.

Puigdemont er anklaget for sammen med andre at stå bag en ulovlig folkeafstemning i 2017 om Cataloniens løsrivelse fra Spanien.

Flere af de andre catalanske politikere, som var med til at arbejde for Cataloniens uafhængighed, har fået fængselsstraffe på op til 13 år.

Den spanske regering besluttede i juni at benåde ni af dem.