fbpx

Desperate beboere sprang ud fra altanerne efter eksplosion i Sverige

Christian Øhrn blev tidligt tirsdag morgen vækket af et øredøvende brag.

Mens det endnu var mørkt, havde en kraftig eksplosion ramt den ejendom, hvor han bor, og nu stod bygningen i det centrale Gøteborg i brand.

Da Christian Øhrn løb ud og åbnede hoveddøren for at kigge ud i opgangen, væltede det ind med røg i lejligheden, der ligger på anden sal, og brandalarmerne gik i gang.

Hurtigt lukkede han døren, og sammen med sin kone Jessica flygtede han ud på altanen, hvor de kiggede rundt og så flere af deres naboer stå i samme situation.

– Vi så den her pige på tredje sal, der hoppede direkte ned i indergården og landede blandt nogle buske. Der vidste vi, at det var det, vi var nødt til at gøre, siger han til TV 2.

Ægteparret fandt nogle lagner, som de bandt fast til altanen, så de kunne klatre ned ad dem og gøre afstanden til jorden mindre.

Men selv det lille spring, var ikke ufarligt, og Christian Øhrn slog sig, da han ramte jorden.

– Der var fuldstændig panik inde i gården. Folk på altanerne var desperate, for mange af dørene i trappeopgangen var sprængt ind, så lejlighederne var fyldt med røg, siger han.

Totalt kaos

Netop som flere gjorde klar til at springe, kom en anden beboer ilende til. Han viftede med armene og dirigerede, at folk ikke måtte hoppe.

Manden hedder Johan Laurén og arbejder til daglig som brandmand.

Derfor tog han styringen og råbte til folk, at de skulle lukke alle døre og blive ude på altanen og vente på hjælp.

– Det var totalt kaos, da jeg kom ud. Beboerne på jorden råbte til naboerne på altanerne, at de skulle tage et par dybe indåndinger og så springe ud. Men jeg ved, at hvis du tager et par indåndinger af giftig røg, bliver du bevidstløs, siger Johan Laurén til den svenske avis Expressen.

Flere hundrede må genhuses

Christian Øhrn fortæller til TV 2, at de beboere, der befandt sig nede i gården, forsøgte at hjælpe hinanden.

Det regnede, og mange havde ikke nået at få tøj på, inden de flygtede ud af deres lejligheder.

– Folk gik og frøs. Nogle var kun iført undertøj eller en morgenkåbe, siger han.

Ifølge de svenske myndigheder blev op mod 20 mennesker kørt på hospitalet, hvoraf de fire er meldt alvorligt sårede.

I alt blev 140 lejligheder beskadiget af eksplosionen og den efterfølgende brand, og et trecifret antal personer har måttet genhuses, skriver Göteborgs-Posten.

Beboer: Det kommer tæt på

Årsagen til eksplosionen er endnu ikke fastlagt, men svensk politi arbejder ud fra en formodning om, at nogen havde bragt en genstand til sprængning ved bygningen.

Motivet er ikke kendt, men svenske medier har spekuleret i, at en central kilde i flere retssager mod bandemiljøet kan have været målet.

En af gadens andre beboere, Erik Johansson, fortæller til TV 2, at han vågnede ved røg i lejligheden, og at det vrimlede med mennesker og blå blink, da han nåede ud på gaden.

– Det er forfærdeligt og ubehageligt. Det her er min gade, hvor jeg både bor og arbejder, så det er specielt, når det kommer så tæt på, siger han.

Sverige har de seneste år været ramt af adskillige eksplosioner, som sættes i forbindelse med det kriminelle miljø.

Der er foreløbig ingen anholdte i forbindelse med tirsdagens eksplosion.