fbpx

Denne mand kan blive Tysklands mest magtfulde politiker – hvis han ikke smutter fra det hele igen

Sidste gang gik det ikke så godt.

Det var dagen efter valget til den tyske Forbundsdag i 2017, og politikeren Christian Lindner havde netop bragt sit liberale parti, FDP, tilbage fra en politisk nærdødsoplevelse.

Hellere lade være med at regere end at regere dårligt

Christian Lindner, partiformand, FDP

Partiet var gået fra 0 til 80 mandater i den tyske Forbundsdag, og det var lykkedes at mobilisere næsten 5 millioner tyske vælgere.

Og nu så det ud til, at Christian Lindner og hans parti ville spille en central rolle som koalitionspartner i en regering med CDU/CSU og De Grønne, der skulle ledes af CDU’s Angela Merkel.

Men efter 56 dages forhandlinger gav Christian Lindner op.

Han skred fra forhandlingerne kort før midnat 19. november 2017, og FDP’s profil på Twitter blev opdateret, så der stod:

– Hellere lade være med at regere end at regere dårligt.

Christian Lindner og hans parti kunne ikke få en række politiske krav opfyldt og i stedet for at arbejde for et kompromis, kastede de Tyskland ud i et politisk limbo, der varede helt frem til marts 2018.

Til sidst måtte Angela Merkel og CDU danne regering hen over midten med socialdemokratiske SDP, og mange tyskere rasede mod Christian Lindner og FDP for at have kastet Tyskland ud i en af de største politiske kriser efter Anden Verdenskrig.

Men opbakningen til partiet forsvandt ikke.

Et nyt forsøg

Nu er der atter valg i Tyskland, og når magten skal fordeles på søndag, ser det ud til, at Christian Lindner og FDP bliver fjerdestørst i Forbundsdagen og endnu en gang kan komme til at sidde med nøglen til magten.

Hvis de altså vil.

Hverken CDU, SPD eller partiet De Grønne ventes at få flertal alene, og derfor skal valgets vinder finde mindst ét andet parti at samarbejde med.

FDP ligger i centrum af det politiske spektrum, og Christian Lindner er fuldt bevidst om partiets muligheder ved søndagens valg. Men han stiller stadig krav.

– Jeg vil gerne sige, at FDP gerne træder ind i en midterkoalition, men vi vil ikke have grøn gæld og røde skattestigninger, sagde han under torsdagens tv-debat med landets øvrige partiledere.

Partiet er gået til valg på at være et bolværk mod en venstredrejning i tysk politik, og FDP slår sig op på at kæmpe for personlig frihed, erhvervsvenlig finanspolitik og skattelettelser.

Christian Lindner har desuden gjort det klart, at hans pris for at gå i regering er posten som finansminister.

Cannabis og ikke ret meget andet

FDP er kendt for at ønske en stram økonomisk politik. Hvis vælgerne ender med at sende Christian Lindner til forhandlinger med SPD og De Grønne, kommer han formentlig ud i en forhandlingssituation, der er endnu mere vanskelig end i 2017, hvor han kastede håndklædet i ringen.

Partiformanden selv antydede det samme, da avisen Augsburger Allgemeine for nogle dage siden spurgte til, hvad FDP og SPD ville have nemt ved at finde fælles fodslag omkring.

– Legalisering af cannabis, sagde Christian Lindner.

Da avisens journalist ville vide, om der var andre emner, lød svaret:

– Jeg kan ikke komme i tanke om andre lige nu.

Hvis man skal tro meningsmålingerne, bliver det netop SPD, der bliver Tysklands største parti efter valget på søndag.

Et gennemsnit af de seneste meningsmålinger viser, at SPD står til at få 27,6 procent af stemmerne, mens CDU står til at få 24,2 procent.

Christian Lindners parti, FDP, står til 12,2 procent, mens De Grønne står til at få 17 procent.

Dermed kan FDP og De Grønne både danne regering med SPD og CDU.

Hvilken vej, Christian Lindner kommer til at gå, er endnu uklart, men under debatten torsdag aften understregede han, at der formentlig venter vanskelige forhandlinger forude.

– Vi er i en helt ny fase, hvor det nærmest er helt sikkert, at det stærkeste parti i 2021 ikke vil blive valgt af over 70 procent af tyskerne. Derfor kommer der ikke et klart mandat til at danne regering, så det handler om drøftelser efterfølgende, lød det fra Christian Lindner.

Han tilføjede, at planen er at få så megen indflydelse på regeringskoalitionens format og indhold som muligt.