fbpx

Dansk mindretalsparti vil fiske vælgere med alternativ valgvideo

Sydslesvigsk Vælgerforening har fået nok. Partiet vil have en plads i det tyske parlament igen efter 68 år, og derfor har de nu fundet buer og pile frem.

Mens de øvrige partiers valgvideoer primært består af mænd i jakkesæt, har Sydslesvigsk Vælgerforening – også kendt som SSW – valgt at gå i en anden retning.

De har lavet en valgvideo, som på mange måder minder om en dramatisk vikingefilm.

Ifølge TV 2s Tyskland-analytiker, Mirco Reimer-Elster, er videoen en af grundene til, at SSW har fået overraskende meget opmærksomhed under valgperioden:

– SSW har fået ufattelig mere opmærksomhed end forventet. Flere tyske ugeblade og aviser har skrevet om dem, så der har været stor interesse.

Se valgvideoen her:

I slutningen af videoen dukker en mand i jakkesæt op i menneskemængden af vikinger. Det er Stefan Seidler, som er spidskandidat for Sydslesvigsk Vælgerforening:

– Vi i SSW er helt enige, men måske ikke helt så krigeriske.

– Vi sejler til Berlin for jer – i fællesskab på Mission Bundestag, siger han i slutningen af valgvideoen, hvorefter han poserer selvsikkert, mens partiets banner falder ned bag ham, og en kanon affyrer konfetti.

Alternativ valgvideo har givet pote

SSW’s alternative valgvideo har imponeret flere valgeksperter, fortæller Mirco Reimer-Elster:

– Nogle valgeksperter mener, at det er den bedste valgvideo, som er blevet lavet. Det er et lille parti, som har lavet en video, som skiller sig ud. Og videoen repræsenterer dem godt.

Sydslesvigsk Vælgerforening blev grundlagt i 1948 som et parti for det danske mindretal i Slesvig-Holsten. Partiet blev valgt ind i det tyske parlament i 1949 indtil 1953.

Det er første gang i 60 år, at SSW stiller op til forbundsdagsvalget.

Partiet betegner sig selv som et mindretalsparti, og dets formål er at være et talerør for Slesvig-Holsten og andre mindretal i Tyskland.

– Partiets slogan er “nu kommer Norden.” De vil repræsentere det nordlige Tyskland, som de mener er blevet forbigået. Partiet ønsker, at der skal gå flere penge til Slesvig-Holsten, fortæller Tyskland-analytikeren.

I år ser partiets chancer for at blive valgt ind bedre ud end tidligere, vurderer Mirco Reimer-Elster:

– Det er mere sandsynligt, end det er usandsynligt, at de får et medlem ind i det tyske parlament, siger han til TV 2.