fbpx

Borgmestre i smittekommuner vil have gratis lyntest tilbage

Flere borgmestre vil nu have de gratis lyntest tilbage.

Det sker, efter at smitten med coronavirus er steget kraftigt i flere kommuner. Især i hovedstadsområdet, hvor de ti kommuner med størst incidenstal er placeret.

Blandt de borgmestre, som efterlyser lyntest, er Ole Bjørstorp, der er borgmester i Ishøj Kommune fra Ishøjlisten.

– Det går hurtigt, og den er mere behagelig. Derfor så jeg gerne, at den blev indført igen. Det giver også mulighed for at fortælle folk, at de skal blive vaccineret, siger han til Ritzau.

Ishøj er i øjeblikket den kommune, hvor smitten er højest, når man kigger på incidenstallet.

Søg tilbage mod de gamle virkemidler

Også borgmestrene i Albertslund, Hvidovre, Fredensborg og Frederiksberg – der alle har høje incidenstal – mener, at lyntest skal gøre gratis igen, skriver DR.

– Tendensen gennem coronatiden har jo været, at når først digerne er brudt i Ishøj, så risikerer vi at se det samme i nabokommunerne, siger borgmester i Albertslund Kommune, Steen Christiansen (S), til TV 2.

Han har fokus på, at børnene stadig kan komme i skole og dagtilbuddene kan holde åbne.

Derfor sætter kommunen nu gang i en omfattende informationskampagne, ligesom han sammen med de andre ramte kommuner på Vestegnen retter henvendelse til Region Hovedstaden om, at der skal oprettes lyntestcentre så hurtigt så muligt.

– Hverdagen har ikke indfundet sig. Corona er stadigvæk i blandt os. Derfor skal vi nu søge tilbage mod nogle af de gamle virkemidler. Det vigtigste er, at borgerne får mulighed for hurtigt at lade sig teste, så man kan komme tilbage til den hverdag, man kender, siger Steen Christiansen.

Knap 65 procent af hans borgere er vaccineret, og borgmesteren lægger ikke skjul på, at han gerne så, at de sidste 35 procent også lod sig vaccinere.

– Så var vi home safe i forhold til at holde skoler og dagtilbud åbne. Men nu er det sådan, at en stor del af borgerne er bekymrede ved at lade sig vaccinere. Og de skal have et andet tilbud, så vi holder smittetrykket nede, siger Albertslund-borgmesteren.

Smitten skal bremses på den ene eller anden måde

Flere bliver i øjeblikket smittet med covid-19 end på samme tidspunkt sidste år. Flere bliver også indlagt.

Men færre dør, lyder det fra epidemiolog ved Roskilde Universitet Viggo Andreasen, som følger smitteudviklingen tæt via flere grafer.

– Vi har brug for på en eller anden måde at bremse, hvor hurtigt smitten breder sig. Og så er der frit valg på, på hvilken måde man vil gøre det. Om man skal gøre det med større afstandskrav, forsamlingsforbud eller test, siger Viggo Andreasen til TV 2.

Hans personlige oplevelse er dog, at test og isolation generer os mindst som borgere i samfundet.

– Det er nok også den vej, jeg ville anbefale, vi går. Gå op i testaktivitet, måske bede alle i landet om at blive testet én gang om ugen – og to gange om ugen, hvis man ikke er vaccineret, siger han.

Dog påpeger han, at det er vigtigt at være opmærksom på, at test og isolation virker bedst, hvis der ikke er mange smittede. Ellers kan smitteopsporingen ikke følge med, og det rammer skævt, når mange nærkontakter skal gå i isolation.

Epidemiologen bakker op om den opfordring, som kommer fra blandt andet borgmestrene i Ishøj og Albertslund.

– Det passer helt fint med, hvad jeg vil mene, man skulle gøre, siger Viggo Andreasen.

Kan betale sig fra lyntest

9. oktober lukkede de offentlige lynteststeder. Det er dog fortsat muligt at få foretaget en lyntest i det offentlige i situationer, hvor det er nødvendigt at få svar med det samme. Eksempelvis hvis man ikke kan undgå at være sammen med mange mennesker.

Man kan også betale sig fra at få en lyntest. Det koster 175 kroner.

Ved lyntest podes man i næsen og får svar inden for en time. De offentlige teststeder tilbyder PCR-test, som er den test, hvor man podes i svælget.

Den gennemsnitlige svartid på en PCR-test er ifølge Statens Serum Institut 10 til 12 timer i øjeblikket, skriver Ritzau.