fbpx

95-årige dronning Elizabeth aflyser besøg for at hvile sig

Storbritanniens 95-årige dronning Elizabeth er blevet bedt om at hvile sig de kommende dage og må derfor aflyse en forestående tur til Nordirland.

Det oplyser det britiske kongehus i en udtalelse onsdag.

– Dronningen har modstræbende accepteret lægefaglige råd om at hvile sig de kommende dage.

– Hendes Majestæt er ved godt mod og skuffet over, at hun ikke kan besøge Nordirland, hvor hun skulle have deltaget i en række arrangementer i dag og i morgen, lyder det fra kongehuset.

Har regeret syv årtier

Dronning Elizabeth har regeret i næsten syv årtier – siden 6. februar 1952 – og er verdens længst siddende monark.

Hun overtog tronen fra sin far, kong Georg 6., som kun 25-årig.

Dronningen sender onsdag sine “varmeste tanker til Nordirlands folk og ser frem til et besøg i fremtiden”, skriver kongehuset.